Jeg fandt glæden i foto igen med Fuji

Et godt kamera gør dig ikke automatisk til en bedre fotograf så at sige.

Men det kan ikke benægtes at netop kameraet har stor betydning og det skal inspirere én til at tage billeder. Netop det sidste er en vigtig ting for mig og jeg har det seneste års tid oplevet en helt anden glæde ved at tage billeder.

Mit fotoeventyr startede med Canon som jeg i bund og grund var tilfreds med og det fungere helt fint. Kvaliteten er absolut i top hvilket mange helt sikkert vil være enige i.

Efter nogle år med Canon tog jeg springet over til Sony og deres spejlløse systemer – mest fordi det var kompakt og gav en masse spændende muligheder. Muligheder som jeg aldrig helt fik brugt som forventet – de var for moderne. Igen fantastisk kvalitet som kan ses i deres indtog på markedet for spejlløse kameraer.

I forsommeren 2019 fandt jeg et Fuji X100S til salg. Fuji var ikke et mærke som jeg havde haft interesse i og egentlig heller ikke læst noget om. Og netop det lille X100S blev slet ikke købt grundet specifikationer men ganske enkelt fordi det var/er uroligt smukt og mega hipster. Da jeg fik det i hånden første gang og skulle tage billeder tænkte jeg: Det her bliver aldrig godt.

Jeg var mildest talt udfordret på hvordan det skulle bruges ifht menuer og funktionalitet. Det var skræmmende og endte i skuffen og jeg vendte tilbage til det velkendte Sony som jeg kunne styre og gennemskue. Men da sommerferien stod for døren og turen gik til Sydfrankrig så stod jeg i det sædvanlige dilemma: Hvilket kamera skal jeg have med og hvilke objektiver. Jeg har altid haft meget svært ved at beslutte mig til udstyr og ender som regel med at tage for meget med.

Men jeg tænkte at det lille Fuji skulle have en chance og det kom med – sammen med mit sony. Det blev et vigtigt vendepunkt for mine fotos generelt. Mit lille Fuji tog mig med storm på den ferie – jeg knækkede koden til hvordan det skulle bruges og oplevede en helt anden glæde ved at tage billeder. Det endte med at blive et kamera som fik mig til at tænke billeder på en anden måde og føle mig meget inspireret til at tage billeder. De fotografiske minder som jeg fik med hjem fra den tur var helt fantastiske og med en anden glød end hvad jeg tidligere havde haft i mine billeder.

Hjemvendt fra ferie stod det klart for mig at jeg måtte i gang med et systemskifte – fra Sony til Fuji. Det helt store salgsarbejde gik i gang og jeg kiggede ikke tilbage – Fuji var sagen for mig og er stadig sagen for mig. Der gik ikke så lang tid før jeg stort set kun havde Fuji i tasken og jeg er vild med det simple og kompakte setup – at der sidenhen er kommet mange forskellige Fuji kameraer til er bare en samlermani.

For mig er Fuji analogt på den digitale måde – lige fra indstilling af blænden på objektivet til lukkertiden på toppen af kameraet – alt er simpelt og ikke en masse menuer/knapper man skal igennem. 3 grundlæggende ting som jeg har behov for: Lukkertid, blænde og ISO.

Alt det med touch screen, wifi-overførelse osv osv det behøver jeg slet ikke og det er slået fra. Glæden er for mig i det simple setup og bare udseendet på kameraer giver mig lyst til at tage dem med over alt.

Netop det sidste har betydet at jeg har et kamera i nærheden af mig altid. X100 serien er nogle af de smukkeste kameraer jeg længe har set – kvaliteten er i top og det kompakte design gør at det kommer med over alt. Det ligner et gammelt analog kamera og virker derfor ikke intimiderende på folk når jeg fotograferer. Ofte har jeg oplevet at blive spurgt om hvad det er for et så det er også et godt samtale emne.

Så er det vigtigt med et dyrt kamera ? Nej men det er vigtigt med et kamera som giver dig lyst og inspiration til at tage billeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *